Program 2022 med fokus på ordblindhed

Et bredt program og fokus på ordblindhed

SPROGENSE nærmer sig, og programmet for den folkelige sprogfestival er ved at tage form. Programmet er
også i år sammensat, så både gæster, skoleelever, de studerende og de mange, der arbejder professionelt
med sproget, vil opleve sprogets mangfoldighed og bredde gennem aktiviteter, foredrag og debatter og en
række underholdende indslag.

Derudover har festivalen i år fokus på dysleksi, i daglig tale ordblindhed, der er den mest udbredte
indlæringsvanskelighed hos børn. Samtidig oplever også unge og voksne, at læse- og skrivevanskeligheder og
ordblindhed kan være en udfordring i dagligdagen.

Kan man være ordblind og faktisk leve af ord?
Oplev Christians Fuhlendorffs foredrag, hvor han fortæller om sin skoletid, om den modstand han stødte på,
men også de gaver han fik undervejs. Han fortæller om sin tid på specialskole, og om hvordan det var at
vende tilbage til den almindelige folkeskole. Christian vil give et indblik i, hvordan han stadig håndterer sin
ordblindhed i dag, bl.a. om hvordan han opfinder sine egne, unikke måder at løse sine udfordringer på.
”Vi er rigtig glade for at kunne byde Christian Fuhlendorff velkommen til SPROGENSE. Christian vil helt sikkert
inspirere, dele brugbar viden og ikke mindst få smilet frem hos tilhørerne. Christian er inviteret af AOF Center
Odense, der også deltager på festivalen med foredrag og aktiviteter i SPROGGADEN”, fortæller projektleder
Susanne Geil.

Derudover byder programmet bl.a. på:

  • En ny start på ABC. Læseforsker Stine Fuglsang Engmose og Dansk Sprognævns seniorforsker Peter
    Juel Henrichsen fortæller om en ny måde at lære at stave på vha. AiRObot. Det er er en venlig
    hjælper som støtter de børn, som har særligt svært ved at blive dus med bogstaverne. AiRObot er
    afprøvet på 50 skoleelever i risiko for ordblindhed. Kom og hør hvordan eleverne efter fem uger blev
    betydeligt dygtigere – mens de havde det sjovt.
  • En række foredrag med forskere og fagpersoner, som fortæller om den nyeste viden om
    ordblindhed.
  • Gennem en række aktiviteter og stande i SPROGGADEN vil det være muligt for f.eks. forældre til
    børn med læsevanskeligheder at få inspiration, viden, sparring og gode råd, og måske du selv skal
    opleve, hvor svært det er at være ordblind i aktiviteten ”Prøv at være ordblind i 10 minutter”?
  • Elever og lærere fra Nislevgård Efterskole i Otterup vil fredag besøge festivalen med en stand, hvor
    man kan blive klogere på, hvordan de på skolen får styr på læse- og skrivevanskeligheder.

 

SPROGENSEs program
Festivalens samlede program byder derudover på en række folkelige, sjove og faglige oplevelser. Nogle af
disse kan man allerede nu se på hjemmesiden, bl.a.:

  • Chapper og Tormods Power Børneshow har noget for de fleste; Jazz og Django, rap og reggae, syg
    spade og kool beatbox samt sjov og alvor. Man kan lære om bogstaver og stavelser, men også om at
    have det sjovt.
  • Som man siger. Et sprogshow om det danske talesprog ved sprogforsker Michael Ejstrup
  • Sprog, toner og billedsprog. Tre tegnere står klar til at lade sig inspirere af ord og toner og omsætte
    det til billedsprog. Den prisbelønnede klassiske guitarist Jesper Sivebæk fremkalder kendte ord hos
    tilhørerne gennem instrumentale, stemningsfulde arrangementer af Kim Larsens melodier. Musikken
    veksler med oplæsning af skuespilleren Liselotte Krogager, der gengiver kendte danske tekster af
    bl.a. Dan Turèll og Vita Andersen.

 

Medio august bliver hjemmesiden opdateret med det fulde program og tidspunkter, og her bliver der
også åbnet op for billetbestilling. Også i år vil aktiviteterne være gratis, men en række foredrag og
underholdning kræver bindende billetbestilling.

Vi ses til SPROGENSE! En folkelig sprogfestival den 16. og 17. september i Bogense på Nordfyn.