sprogense innovationscamp noter

For 14 dage siden var SPROGENSE i centrum ifm. en innovationscamp på Nordfyns Gymnasium.

30 elever fra 3.g’s innovationsklasse og gymnasiets 10. klasse skulle igennem en 4-timers idegenererings- proces og arbejde med ”Hvordan bliver SPROGENSE relevant og interessant for unge?”

Projektleder Susanne Geil præsenterede tankerne og drømmene bag sprogfestivalen, og derefter gik eleverne i gang. Og sikke en formiddag det blev!

Målet var at høre de unges ideer og ønsker – set fra deres ståsted, alder og synspunkt. Det var spændende, udfordrende på den gode måde og ikke mindst meget lærerigt at høre og opleve de unges engagement, ideer og motivationer til hvordan sprog, kultur og festival kan blive interessant for dem. Der er rigtig meget godt at arbejde videre med.

Hvad innovationscampen bringer på sigt, om nogle af ideerne og de vilde drømme skal gøres til virkelighed, vil tiden vise. Uanset er sprogfestivalen meget taknemmelig for, at Nordfyns Gymnasium, rektor Malene Grandjean, lektor Lars Trampedach og alle eleverne var med og gav festivalen uvurderlig viden, ideer og sparring. Mange tak.

innovationscamp

 

Baggrund

I forbindelse med tidligere sprogfestivaler har der været ønske om at skabe indhold og aktiviteter, som var interessant og relevant for såvel gymnasieelever og studerende på SDU i Odense.

Bl.a. var eleverne fra Nordfyns Gymnasium involveret og aktive i et taleprojekt, hvor de i danskundervisningen brugte undervisningstimer på dét at skrive en tale og kunne fremføre denne foran et publikum. Er rigtig spændende projekt i samarbejde med den selvejende institution Danske Taler fra København.

Studerende fra SDU i Odense har arrangeret ture til SPROGENSE, hvor de – udover rundvisning og præstation hos Dansk Sprognævn – besøgte stande, hyggede og blev underholdt både fagligt og folkeligt ifm. de mange sprogindslag og aktiviteter ifm. festivalen.

Dette fokus, hvordan bliver ”Hvordan bliver SPROGENSE relevant og interessant for unge?”, vil sprogfestivalen og holdet bag arbejde strategisk med i de kommende år. Et vigtigt greb er at invitere de unge mennesker med indenfor og lytte til deres ideer, tanker og måske vilde drømme ifm. sprogfestivalen.

”Vi skal gøre os umage og ”lækre” ift. de unge mennesker, så de har lyst til at besøge sprogfestivalen sammen med andre medstuderende, at de sammen med vennerne planlægger et hyggebesøg og at de måske også har lyst til at involvere sig i realiseringen af evt. kommende fremtidige projekter”, siger Susanne Geil, projektleder i SPROGENSE. ”Derfor var det en stor fornøjelse, at Malene Grandjean fra Nordfyns Gymnasium rakte ud ifm. ovenstående mulighed. Vi glæder os rigtig meget til det forhåbentlig videre forløb.”

sprogense