
Oplev litteraturen fra en anden side, når Læseforeningen inviterer til Guidet Fælleslæsning. Det kræver ingen forberedelse eller særligt kendskab til litteratur at deltage.
Læseguiden læser op af teksten, og du læser med eller nøjes med at lytte. Når læseguiden holder pause har du mulighed for at kommentere det læste. Det kan være en undren over handlingen, personerne eller den særlig stemning, du bliver sat i. Det kan være sproget og de følelser og tanker, der bliver tændt i dig, eller det kan være noget helt syvende; der er utallige muligheder for samtale i et tekststykke.
Hvis du som deltager mest har lyst til at lytte, så er det helt okay. Guidet Fælleslæsning er ikke en dansk eksamen. Her er der ingen tvang eller ”rigtige svar”. Alt, hvad teksten får dig til at tænke på eller føle, er velkomment.
Kig forbi standen og deltag i guidet fælleslæsning. Kræver ingen tilmelding.
Læsegruppe i Bogense
I Bogense findes en læsegruppe for mænd, der er gået på pension. Kom og hør nærmere om dette, og om hvordan du selv kan oprette en læsegruppe.
Kontakt Erik Lütken, mobil 2086 1414, mail Eriklutken@gmail.com
Læseforeningen
I Læseforeningen har vi en særlig poetisk tilgang til arbejdet med udsathed og de mest komplekse sociale problemer. Vores udgangspunkt er, at alle – uanset position i samfundet og livssituation – kan have glæde og gavn af at være en del af åbne, skønlitterære fællesskaber uden særlige krav eller forudsætninger. Derfor arbejder vi målrettet for at gøre læsefællesskaber tilgængelige på landets lavtærskeltilbud, væresteder, bosteder, i fængsler, mv. Samtidig involverer vi mennesker i udsatte positioner som medskabere.
Vi forstår udsathed som en kombination af mange samtidige problemer, såsom usikker tilknytning til netværk, bolig, uddannelse og arbejde, ensomhed, psykisk sygdom, afhængighed, vold, skrøbelig økonomi og andre udfordringer, der kan være svære at håndtere som menneske. Vores læsefællesskaber er for alle – også for dem der befinder sig i de allermest udsatte positioner i samfundet.