
SPROGENSE er folkelig og faglig fejring af alt sprogligt og ALLE er velkomne. Fredag den 2. maj og lørdag den 3. maj 2025 vil de hyggelige gader i Bogense summe af SPROG – sprog i samtaler, debatter, aktiviteter, oplevelser og musik.
Festivalen slår dørene op for et tætpakket festivalprogram med sproget som omdrejningspunkt.
Her et par udvalgte programpunkter:
Sprogprisen 2025 uddeles på SPROGENSE
SPROGENSE og Sprogprisen er indgået i et samarbejde om at hylde det gode sprog og derfor afholdes dette års prisuddeling på SPROGENSE-festivalen fredag den 2. maj.
”Med Sprogprisen prøver vi altid at inspirere til det vigtige arbejde med vores sprog, så vi kan kommunikere i øjenhøjde med respekt og effekt på én gang. Derfor er vi glade for at kunne uddele priserne ifm. SPROGENSE i år, hvor så mange eksperter og sproglige ildsjæle mødes,” siger Anne Katrine Lund, Formand for Sprogprisens dommerkomité.
Vil du med UD i det blå?
Donér din stemme og dialekt til at udvikle dansk sprogteknologi. Til sprogfestivalen inviteres alle med klingende dialekter til at donere deres stemmer til et projekt, som alle får glæde af.
Årets Ord: En sproglig tidsrejse
Siden 2009 har Dansk Sprognævn kåret Årets Ord sammen med DR P1. På festivalen kan gæsterne nu opleve den sproglige tidsrejse, som giver et unikt indblik i de skiftende emner, der har præget både den danske og den globale debat. Dels i en udendørs udstilling og dels, når Adrian Hughes fra DR P1 på levende vis fortæller om, hvordan kåringen af Årets Ord også er en overvejelse om, hvad vi alle kommer til at huske netop det år for.
Musikalske foredrag, rap og fællessang
Sproget i musik og sang har en central plads til årets sprogfestival, og programmet spænder bredt:
- Fællessang på tværs af sprog og kulturer
- Comedy & freestyle rap med LP & MC Caffe
- Afrika. Foredrag, anekdoter, musik og syng med
- Bundet på mund og hånd. Et musikalsk foredrag, der kaster et nyt og nuanceret lys på de forskellige kunstneriske udtryksformer under den tyske besættelse af Danmark, i anledning af 80 året for Danmarks befrielse.
Festivalen løber over 2 dage og byder på mere end 70 aktiviteter, oplevelser, foredrag og musikindslag. Stort set alt er gratis, og alle har fokus på sprog.
”Jeg glæder mig meget til at byde velkommen til SPROGENSE igen efter, at vi sprang sidste år over! Det er vel nok det stærkeste program vi har haft, så min største (og vel positive) frustration er, at jeg ikke kan nå at overvære alt det jeg gerne ville,” udtaler Thomas Hestbæk, direktør i Dansk Sprognævn.